Jeg arbejder dagligt med Dynamicweb CMS, og ofte med søgemaskineoptimering i systemet. Der findes en række muligheder for at optimere Dynamicweb til søgemaskinerne, og jeg vil herunder prøve at løbe nogle af mulighederne igennem.
Jeg tager udgangspunkt i grundlæggende søgemaskineoptimering på en side, og prøver desuden at løbe et par af de yderligere muligheder i Dynamicweb CMS igennem.
- Sidens titel
- Meta beskrivelse
- URL (Brugerdefinerede URL’er)
- H1
- Alt-tekst på billeder
- Links
- Dynamicweb SEO modul og Dynamicweb SEO Express modul
- SEO i eCommerce
- Link til din forside
1. Sidens titel
Som default vil Dynamicweb altid kalde sidens titel for det navn som siden er tildelt. Hjemmesiden vil derfor typisk hedde Forside, medmindre du aktivt tager stilling til hvad der skal stå i stedet.
Titlen er vigtig at udfylde med en sigende tekst, da det vil fremstå som linket i søgeresultatet i eks. Google.
Titlen kan tilgås ved at højreklikke på en side i navigationen i Dynamicweb administrationen. Her vælges der Egenskaber, hvorefter nedenstående skærmbillede vil fremkomme.
Her kan titlen udfyldes, som så vil overskrive den titel som laves fra sidens navn. Du bør angive dit nøgleord forrest i titlen.

2. Meta beskrivelse
Lige nedenunder titlen, kan meta beskrivelsen udfyldes. Selvom denne ikke har indflydelse på din sides ranking i søgemaskinerne, så er den stadig vigtig, da den kan blive vist som de par liniers tekst, der ses i søgeresultatet i søgemaskinerne. Beskrivelsen bør indeholde det nøgleord/nøglefrase som siden optimeres til.
3. URL (Brugerdefinerede URL’er)
Din URL kan du også omskrive her. Som standard bør en Dynamicweb løsning være opsat til at køre med brugervenlige URL’er, hvilket normalt er ganske ok, da sidens navn bruges som URL. Du kan dog ved at skrive en anden tekst i URL, omskrive URL’en til den enkelte side, og dermed få eks. flere nøgleord flettet ind i URL’en.
Er din Dynamicweb ikke sat op til at køre med brugervenlige url’er, kan du klikke ind i Magement Center -> Web og http -> Brugerdefinerede URL’er. Her bør du vælge enten Sidenavn og ID eller Placering og sidenavn. Det betyder nu at alle dine siders interne navne omskrives til en sigende sti.
4. H1 – Overskrift og Underoverskrifter
Overskrifter har også betydning for søgemaskineoptimering, og Dynamicweb tilbyder et nemt valg af typografier, når du skal skrive din tekst. Hver side bør indeholde en overskrift, som indeholder de vigtigste ord for siden. En overskrift vælges som Overskrift i typografi-menuen. (se nedenstående skærmdump). Underoverskrift er den næstvigtigste overskrift.

5. Alt-tekst på billeder
Anvendes der billeder på siden, bør disse have påført en alternativ tekst i alt-tagget. Dette kan læses af søgemaskinerne, som ikke kan se hvad billedet forestiller.
Alt-tagget udfyldes ved at klikke på et billede i editoren, højreklikke og vælge egenskaber for billede. I det skærmbillede som fremkommer, kan der skrives en beskrivende tekst indeholdende nøgleord for siden i Alternativ tekst.
Læs mere her for søgemaskineoptimering af billeder.

6. Links
Sørg for at linke siderne godt sammen. En god intern linkstruktur hjælper søgemaskinerne med at finde rundt på siderne, og styrker dine siders muligheder i søgemaskinerne.
Når du laver links, så sørg for at lave ”lange” links. Dvs. ikke ”læs mere”, ”her”, ”klik her” osv. Marker de vigtige ord eller en lille sætning, og lav link på disse.
7. Dynamicweb SEO modul og Dynamicweb SEO Express modul
Dynamicweb tilbyder i øjeblikket to SEO-moduler, som kan tilkøbes din løsning. Begge er værktøjer som hjælper dig med at optimere dine sider i forhold til det mest grundlæggende, som er løbet igennem ovenover.
Dynamicweb SEO Express er lillebroren, som er nem at gå til, og lynhurtig at bruge til at huske de helt simple ting ved SEO. Dynamicweb SEO er lidt mere udbygget, og tilbyder en grundigere analyse af dine sider, og hvilke elementer du bør arbejde med, for at få optimeret mest muligt.
Du kan tage fat i din Dynamicweb Partner for at høre mere om modulerne, eller læse mere på Dynamicwebs hjemmeside.
8. SEO i Dynamicweb eCommerce
Som beskrevet under Nye SEO muligheder i eCommerce, tilbyder Dynamicweb nu også optimering af titel og meta beskrivelse på de enkelte produkter. De udfyldes direkte på produktarket i Dynamicweb eCommerce.

Derudover kan du i Management Centeret under eCommerce indstillinger -> Avanceret konfiguration -> Generelt, indstille Side titel. Her kan du vælge at anvende produktets navn automatisk – evt. foran en eksisterende titel. Jeg vil dog anbefale dig at optimere titlen direkte på produktet.

Varegrupperne kan desværre ikke optimeres endnu, hvorfor det så vil være bedst at oprette en side, for hver varegruppe, i din navigationsstruktur. Dermed får du adgang til at arbejde med titel og meta beskrivelse, og kan desuden tilføje de unikke afsnit du vil, for den enkelte varegruppe.
9. Link til din forside
Skal du linke til din forside er der en ting du skal være opmærksom på, for at undgå at din forside giver duplicate content. Hvis du bare laver et ”normalt” link til din forside, vil den typisk få en sti med et id, eller et andet sidenavn. Du skal her sørge for at linke til domænets rod, hvis muligt.
Min kollega Kevin har skrevet et glimrende lille indlæg om at undgå at din Dynamicweb løsnings forside giver dublicate content.
4 kommentarer til Grundlæggende søgemaskineoptimering i Dynamicweb
Felix Sanchez
oktober 9th, 2010 23:48
Aldeles fremragende gennemgang, brugere af Dynamic Web burde tvinges til at læse dette inden de begynder at bygge op i systemet.
Og du burde tage dig betalt pr. visning af denne side
Theis Poulsen
oktober 11th, 2010 20:40
@Felix. Tak
Martin Bach
januar 18th, 2011 18:43
Har hørt noget om at meta keywords er ubrugelige kan det passe?
Theis Poulsen
januar 20th, 2011 08:33
Hej Martin
Jeg ved ikke om jeg vil kalde meta keywords for helt ubrugelige. I forhold til eks. Google, og de andre store søgemaskiner, bruges de ikke til at bestemme en sides ranking. Men der kan være andre mindre søgemaskiner eller tjenester, som kigger på disse.
Google selv har begravet tagget – http://bit.ly/gjyOQK.
Så fra et SEO synspunkt, er det stort set intet værd.
Det skader dog ikke at have keywords med, så du kan sagtens skrive en 5-10 forskellige ord pr. side.
Endvidere er der folk der hævder at Google bruger meta keywords til at foretage søgninger i den interne søgefunktion på en hjemmeside.
http://bit.ly/eFK7HL
Jeg har dog endnu ikke selv set beviser for dette, på de sider jeg sidder og arbejder med til hverdag.